Selskabet afholder sit næste møde i Trinitatis Kirkes Sognehus mandag den 2. marts
Man mødes kl. 18.30. Foredraget begynder kl. 19.00. Indgang fra Pilestræde eller fra Kirkepladsen (højre om Rundetaarn).
Aftenens foredrag: Karen Skovgaard-Petersen: Bogudgivelse og opdagelsesrejser i kirkens tjeneste – om den dansk-norske ærkebiskop Erik Valkendorf (ca. 1465-1522). I Norge fejrede man i 2019 den norske bogs 500 års-jubilæum. Grundlaget for jubilæet
var to liturgiske bøger, Missale Nidrosiense og Breviarium Nidrosiense, der blev trykt i 1519 på initiativ af ærkebiskoppen i Trondhjem, Erik Valkendorf.
Valkendorf har også sat sig andre litterære spor. Ligeledes i 1519 sendte han en beskrivelse af Finnmarken til paven, hvori han beretter om de barske levevilkår ved kristenhedens ydergrænser og om sin egen indsats for at omvende lokalbefolkningen.
Som en håndgribelig demonstration af den eksotiske natur i nord sendte han paven, sammen med Finnmarksbeskrivelsen, hovedet af en hvalros. Endvidere er der bevaret optegnelser fra hans hånd der viser at han planlagde en ekspedition til Grønland.
Oplægget vil fokusere på hvordan disse tekster, vidt forskellige som de er, alle indgik i den mediebevidste Valkendorfs bestræbelser på at styrke ærkesædet i Trondhjem som del af den internationale kirke.
Respondent: Peter Zeeberg
Bordmeddelelse: Per Kristian Madsen: Ansgar og Danmark
HUSK: Tilmelding er obligatorisk og skal ske senest torsdag den 26. februar kl. 12.00. Tilmelding sker ved betaling af bordpenge. Pris: 200 kr. pr. person; betales enten via https://selskabethlk.nemtilmeld.dk (eller ved kontooverførsel til 1551 6303625 med angivelse af navn).
På https://selskabethlk.nemtilmeld.dk kan man stadig bestille navneskilte.